DE JYSKE FALSKMØNTNERE
Søndergård i Grødde, Ikast sogn
»DE JYSKE FALSKMØNTNERE «
Af dr. phil. Villads Christensen.
Hovedmanden i en på den tid helt enestående sag var bonden Niels Lassegaard, der 1770-75 boede i »Svorregaard« i Grødde. Den første opdagelse blev gjort i efteråret 1773, da den suspenderedc og fordrukne birkedommer Chr. Lüster, der boede hos Peder Ringstrup (nabo til Ravnsvad) aflagde besøg for at spionere. Han havde sikret sig, at Niels L. ikke var hjemme og overtalte hans intetanende mor til at overlade sig Østre stuen, »da han skulle skrive noget«. Her fandt han »fabrikken« og sikrede sig nogle rigsdalersedler, en 50 rdl. og to 10 rdl. samt nogle ufærdige sedler. Han blev overrasket af en »kompagnon«, Nicolaj Busch, Højris, der opfordrede ham til at lade sagerne ligge. Han tog dem dog med og henvendte sig på herredskontoret, men traf ikke sin suppleant. I stedet viste han herredsskriveren og Peder Ringstrup m.fl. sedlerne. Et par aftener senere fik han besøg af Busch og Lassegaard. De drak ham kanonfuld, og da han var faldet i søvn, brændte de sedlerne.
I sommeren 1774 havde Lüster fortalt amtmand C. F. Hansen, Ringkjøbing, om sine oplevelser. Man fik nu opsnuset, at Lassegaard havde indrettet et helt
værksted i en stue i enden af et fæhus, og at en landsoldat Jens Bjerg (Spring-
bjerg?) foretog hyppige rejser til Holsten og til markeder for at afsætte sedlerne. Af regeringen fik amtmanden nu tilladelse til »i al stilhed« at foretage yderligere undersøgelser. Ved at forestille at lede efter brændevinstøj, håbede han at kunne fange hele komplottet. Han fandt også brændevin, hvad der fandtes i hver anden gård, men ellers intet. Han dristede sig dog til at arrestere Lassegaard, men måtte løslade ham igen, da sagen ikke forud var drøftet i kancellet. Grev Otto Thott alene havde rådet amtmanden, og nu
stod man uden beviser »i en sag, der gjaldt livet«. Lassegaard blev løsladt i august 1774, og falskmøntnerne hoverede.
I decembcr 1774 fik de fat i den 23 årige sagførerkontorist H. P. Schmidt, der skrev meget smukt og kunne efterskrive bankdirektørernes navne. Han havde som arbejdsløs fået logi hos Nicolaj Buschs svoger, værtshusholder i Hestlund kro
(Svenskebakken), Søren Thygesen. De to havde 1766-71 ejet Højris, da den i 1771 blev stillet til tvangsauktion.
Busch, der var søn af herredsfoged Johan B., Snejbjerg, havde hos sig en anden søster, Gertrud, der senere blev straffet som »medvider«.
Senere fik man selvejerbonden Hans Ilansen, Hage, syd for Nr. Snede med. Han drev hestehandel over det meste af Jylland og skulle afsætte sedlerne. Han fik sin nabo, Peder Børgesen, der også var hestehandler med. Busch snød sine »kompagnoner«, og Schmidt flyttede derfor over til Hans Ylansen i Hage i juni 1775.
Ylansen i Hage fandt ud af, at det var lettere at lave 50 Tdl. sedler end 50 1-rdl., men derpaa blev de fældet, da 50 tdl- var en meget sjælden »vare« den gang. Man arresterede Hans Ylansen, Peder Børgescn og H. P. Schmidt, der hurtigt gik til bekendelse. Så fulgte Niels Lassegaard, Nicolaj Busch, søsteren Gertrud og P. Børgesens bror, gørtleren Henrik B., der havde lavet stemplerne. Han blev dog senere løsladt. De Øvrige overførtes til Stokhuset i Kbh., hvor de eventuelt kunne underkastes tortur. 28. februar 1776 var de 6 i Kbh., og Lassegaard blev 21. marts kattet med 27 slag, derpå 36, og da han senere blev truet med 40 slag tilstod han tildels, men nægtede igen og igen. Kommissionsdommen blev afsagt l. december 1777 og straks efter indanket for højestc rct.
Højeste rets dom faldt den 9. juni 1777. Forinden var Nicolaj Busch blevet kattet hele 3 gange, før han tilstod, men både han og Lassegaard påstod bagefter, at de kun havde tilstået for ikke at blive pisket ihjel. Den lovgivningsmæssigt udmærkede statsminister Struensee havde i sin tid bl.a. afskaffet tortur, men efter hans henrettelse 1772, blev de gl. barbariske straffe genindfört.
Dommen 195d på, at Niels Lassegaard. Peder Bdrgesen og II. P. Schmidt skulle miste »ære, liv og gods«, da (dc direkte havde været med i »fabrikationen«. Nicolaj Busch og Hans Hansen skulle miste højre hånd og i fængsel på livstid. Gertrud, der ikke havde villet angive sin bror, skulle i børnehuset, ligeledes på livstid, og Henrik Børgesen 3 mdr. i Viborg tugthus.
Dommeren havde dog medlidenhed med den unge TI. P. Schmidt, og man forsøgte at formå regeringen til at ændre hans straf til livsvarigt fæstningsarbejde. Det ville man ikke være med til. men man fandt nu frem til noget i civil retspleje ganske enestående. Fra den militære straffelov fandt man nogle paragraffer om (Iq5dsstraf. Tidligere havde det værct sådan, at f.eks. ved mytteri blev hvert 10. mand skudt. Man kan godt forstå, at de, der ved indskrivningen lik nr. IO, 20, 30 osv. ikke I ar anstiftere af mytteri, og det blev så ændret til at ti mand ad gangen skulle kaste to terninrrer på en stortromme. Stod de 2-3 laveste lige, skulle de kaste endnu en gang eller to.
De tre (195dødsdømte skulle nu kaste lod om, hvem der skulle henrettes. Myndighederne skrev nu frem og tilbage om fremgangsmåden. Skarpretter Mühlhausen mente, at den tabende skullc halshugges med økse og hans lig og hoved straks nedgraves på retterstedet på Vesterfælled (nu Fælledparken). Men regeringen ændrede det til, at han skulle henrettes med sværd og hans lig begraves på en kirkegård. De skulle ikke køres i rakkervogn, men gå iført deres
daglige tøj hjemmefra, som de også havde brugt i fængslet. Der skullc udkommanderes militær og vægtere til at holde den mægtige tilskuermængde på afstand. (Man troede den gang. at forbrvderblod og -fingre var et enestående lægemiddel).
Tirsdag den 7. oktober 1777 foregik så den makabre begivenhed. Schmidt og Børgesen slog hver 9 og åndede lettet op, men Lassegaard slog 10 af 12 mulige. Børgescn slog igen, men Schmidt kun 8 og blev straks halshugget.
fem medskyldige henslæbte livet i tugthus og rasphus. Allerede året efter indgav en sukkersvend, H. Chr. Iarnd, ansögning om frigivelse af den 41 årige herredsfogeddatter, da han ville gifte sig med hende. Ilan søgte flere gange, men uden resultat. 1781 OT 82 forsøgte Døssing og Bachmann sig på samme måde og i 1783 hun selv. Endelig 26. juli 1786 blev hun frigivet. Hans Hansen var forinden blevet benådet 1. august 1784. Niels Lassegaard søgte i 1785 om frigivelse mod kaution af broderen, P. L., Nørrebro 5, og P. A. Mø11er, Blaagaard 13, og i 1789 søgte de to igen. De søgte igen og igen, og Lassegaard tilbød at forlade Danmark for stedse og tage ophold hos en bror i Leipzig, men først efter 22 år som en ældgammel mand blev han frigivet 8. august 1798. Nicolaj Busch søgte benådning en enkelt gang sammen med søsteren, men forgæves, måske er han og Peder Børgesen, som der intet vides om, døde i fængslet.
Gr.5a, l), 25a, 35k, f", 1748 kaldet »Svarregaard«, Gr.5a i nutiden »Søndergaard«, 32,8 ha Ejes fra 1955 af Marius Christensen født 1905 i Faster.
1770-75 har (den da landskendte falskmøntner Niels Christensen Lassegaard boet i »Svorregaard« i Grødde, men han ejede også jord ved Ikast kirke. Se om disse begivenheder foran. Han stammer sikkert fra »Lassegaard«, Tu.24a, men 1774 underskriver han sig som boende ved Ikast kirke. Det er antageligt hans mor, Anne Lassegaard, Grødde, der levede 1702-76.