ANBRILO

Navervej 6

Jens Karl Sørensen blev født 12. december 1936 i Ikast.

Jens Karl døde 15. marts 1995 i Ikast.

Jens Karl blev gift 8. marts 1958 i Ikast kirke med Jenny Maryane Vestergaard.

Jenny er født 21. marts 1938 i Ikast.

De fik sønnerne:

Sten Vestergaard Sørensen, der er født 21. august 1958 på Møllegade 8 i Ikast.

Michael Vestergaard Sørensen

I 1961 var der 2 brødre, Jørgen og Rasmus Sørensen, som sammen startede egen fabrik i kælderen hos købmand Mundberg i Møllegade.

Jørgen er født 8. februar 1926 i Hestlund, Bording sogn.

Jørgen døde 23. februar 1980 i Tyskland.

Jørgen blev gift med Else.

De fik datteren Anita.

Rasmus er født 16. februar 1929 i Ikast.

De startede med at producere strutskørter og køresæt.

Fabrikken skulle have et navn – og det blev så til Anbrilo – opkaldt efter forbogstaverne i deres døtres navne – nemlig Anita, Britta og Lone.

Det blev dog hurtig Else og Jørgen Sørensen, der fortsatte alene med fabrikken, som i 1963 flyttede til Finlandsgade 42 – 44.

Produktionen blev senere udvidet med nattøj, underkjoler og skjorter. På det tidspunkt blev en 3. broder, Jens Karl ansat som tilskærer i firmaet.

Finlandsgade 42 – 44

I starten af 1970'erne var det store boom indenfor tekstilindustrien i nogen grad på retur, så firmaet fik en del vanskeligheder. Derfor indgik man et samarbejde med den lokale fabrik Fascia, hvilket resulterede i en omlægning af produktionen til T-shirts. Salgsarbejdet blev klaret af Fascia, og det blev nogle gode år for Anbrilo – ikke mindst fordi Fascia havde fået enerettighederne til at trykke Muppetfigurne på bluser.

I løbet af 1970'erne blev billeder og andet tryk på T-shirts mere og mere populær.

Det blev snart nødvendig med en udvidelse og 1976 købte firmaet en industrigrund på Navervej 6, og i samråd med personaleforeningen blev der bygget en fabrik. Baggrunden for hele proceduren var, at man fra starten ville skabe noget helt specielt. Der skulle oprettes en moderne virksomhed, hvor der blev taget hensyn til miljøet, men ikke mindst til medarbejdernes trivsel. Fabrikkens areal var fra starten 1500 kvm, hvortil kom kælder på 200 kvm. Der blev bygget i naturmaterialer med røde sten og fladt tag, så vedligeholdelsen skulle være minimal. Prisen på byggeriet var dengang 2.8 mill. Kr. og byggeriet var omtalt i stort set samtlige aviser og blade p.g.a. de specielle hensyn, der blev taget til personalet.

På gulvene lå der italiensk travertin-marmor, der var svimmingpool i kantinen og en masse dejlig kunst på væggene. Der var en havestue, som personalet kunne benytte til deres frokost – om sommeren kunne man sidde udendørs. I kælderen var der sauna, solarium og omklædningsrum, samt et motionsrum med bordtennis og billard.

Som kun nummer 2 virksomhed i Danmark gik man med i et forsøg med jordvarme.

Over hele grunden blev der gravet 2,2 km. Rør ned i en dybde af 1,5 m. Der var en merudgift forbundet med dette, men den skulle kunne tjenes ind i løbet af 5 år. Som alle ved, så kom der oliekrise og deraf følgende prisstigninger i slutningen af 1970'erne, så regnskabet balancerede allerede efter 2 år.

Indvielsen af fabrikken fandt sted den 4. maj 1979, men kort tid efter gik samarbejdet med Fascia i stykker og i februar 1980 døde Jørgen af en blodprop under en industrimesse i Tyskland.

Dødsfaldet kom nok ikke helt uventet, og der havde allerede været drøftet, at Jenny og Jens Karl skulle overtage fabrikken indenfor 5 år.

Jenny var allerede 1. januar 1980 indtrådt i firmaet, som trængte til en klarere styrning.

Da hverken Else eller datteren Anita ville føre fabrikken videre, kom overtagelsen af

Fabrikken til at gå noget hurtigere end beregnet. Allerede i august 1980 købte Jenny og Jens Karl derfor Anbrilllo.

Jenny og Jens Karl

I perioden 1973 – 1976 var aktiekapitalen på 50.000 kr. – den blev i 1976 udvidet til 200.000 kr. Da der i 1980 kom nye ejere, blev firmaet ændret til en koncern. Moderselskabet kom til at hedde "Maryane Tex A/S" med en aktiekapi-tal på 300.000 kr. og så var der produktionsselskabet "Anbrilo" som i 1983 forhøjede sin aktiekapital til 1 mill. Kr.

Aktierne i de 2 selskaber var 100% ejet af Jenny og Jens Karl – med 50% til hver.

Det var ikke helt efter beregningen, at Jenny og Jens Karl skulle overtage virksomheden i 1980.

Det var heller ikke noget, der lige blev besluttet over middagsbordet. De satsede alt, hvad de ejede, et næsten gældfri hus, ny bil og et sommerhus, med de var jo unge, fulde af livsmod og med en bunke ideer i hovedet. Og troen på, at det kunne lade sig gøre, havde de også – ikke mindst fordi de også blev bakket op af Den Danske Bank.

Jenny havde været ansat som kontorchef hos Volmer Lind, men nu satte hun sig i direktørstolen for Anbrilo.

Gennem hårdt arbejde forvandlede Jenny allerede det første år en omsætning af dame- og børnetøj på 5 mill. Kr. til 9 mill. Kr.

Fra blot at være ansat på en virksomhed skulle Jenny ved overtagelsen i 1980 skifte stolen ud som ansat med stolen som direktør.

I Anbrilo overtog hun den overordnede økonomiske styring, mens Jens Karl stod for produktionen.

Familiens 2 sønner, Michael og Steen, kom også til at spille en rolle i firmaet.

Michael er uddannet som revisor hos Partner Revision, men fandt i midten af 1980'erne ud af, at han gerne ville hjem. Han tog i første omgang orlov, for kunne han forliges med sin mor som direktør? Det gik fint og han startede i produktionen for at lære det hele fra bunden, men senere kom han til at stå i spidsen for de 4 lønsystuer, der var i området. Da der senere blev brug for en sælger i bl.a. i Tyskland, tog han et lynkursus i tysk og blev en meget populær sælger.

Et par år senere vendte også Steen hjem. Efter studentereksamen var han blevet uddannet i Danske Bank, hvorfra han også i første omgang søgte orlov. Han kom til at styre produktion og indkøb sammen med sin far.

I 1994 døde Jens Karl efter længere tids sygdom, og det blev fulgt op med et par års alvorlig sygdom hos Jenny. Der blev i den periode ansat en afløser for hende på direktørposten. Det hele endte med, at hun i 1996 helt trak sig tilbage fra denne post og overlod driften til de to sønner. Det var stadigvæk gode tider, idet der 1998-1999 var en omsætning på over 150 mill. Kr. Senere fusionerede Anbrilo og indgik i gruppen UTG.

I dag er de to sønner ude af UTG, men Michael er stadig indenfor branchen. Michael har stadig i sit firma bevaret retten til navnet "Anbrilo".

Steen er i dag en del af admistrationen i Ikast F.S.

Man skulle mene, at Jenny kunne få al sin tid til at gå med at drive Anbrilo, men der blev også plads til et meget udadvendt engagement på en række lokale områder både politisk og mere samfundsmæssigt. Ikke for at bllive synlig i bybilledet, men fordi hunønskede at tage fat på indre linjer i noget, som hun interesserede sig for og brændte for. Det betød, at hun gennem årene havde en række bestyrelsesposter.

. Ikast Venstre som sekretær i 16 år

. Amtsrådet 1998 – 2001

. Textilindustrien 1986 – 1989

. Danske Bank 1986 – 2003

. Domsmand ved Herning Ret 2004 – 2008

. Ikast Meninghedsråd 1980 – 1988, 1992 –

2000, 2004 – 2008.

. Ikast Foredragsforening 1979 – 1988

. Ikast Husmoderforening 1978 – 1981

I flere perioder har Jenny som nævnt siddet i Ikast Meninghedsråd, et arbejde , der har betydet meget for hende.

Hun siger: "Jeg vil nævne byggeriet af Fonnesbæk kirke. Det er ikke mange, der får lov til at være med lige fra købet af grunden til udførelsen af selve projektet, indkøb af kirkesølvet hos Exner, færdiggørelsen af kirken og udskillelsen af det nye sogn. Senere kom så udbygningen af Ikast kirke og sidst men ikke mindst samarbejdet med designer Jette Bækgaard om fremstillingen af "Den grønne messehagel" til Ikast kirke.

Nu bruger Jenny tid på børn og børnebørn.

Jenny spiller gerne bridge.

Jenny rejser også en del.

Helt forladt erhvervslivet har Jenny dog ikke, idet hun siden 1988 har haft firmaet Jenka-dan Invest A/S.

Når Jenny ser tilbage på sit liv, er det med glæde: "Jeg er tilfreds med, hvad livet har budt mig. Måske har jeg forstået at gribe chancen, når den var der. I dag er viljen der stadig, men alder og kræfter sætter sine begrænsninger.

Piet Hein har udtryk det så flot:
Alt det meget ingen når
gråner mange men'skers hår
Glæd dig alt, hvad du formår
over alt det lidt, du når

Jens Karl gravsted

Jørgen gravsted